Samtale
Klassisk musiks fornemmeste kendetegn er samtalen mellem samtid og fortid.
At beskæftige sig med klassisk musik handler ikke om at besynge ældre tiders musik, men om at være åben for de umistelige værdier som allerede er skabt, og som vi kan lære af og fordybes ved at beskæftige os med og kende til, og samtidig være i stand til at forstå nødvendigheden af at formulere ny og vedkommende musik.
Måske ville det være gavnligt om vi nuancerede begrebet samtidsmusik så det i højere grad også indbefattede den musik der viser sig at være nødvendig for os - ny eller ældre, som giver os mulighed for refleksion og fordybelse?
Udover den musik der udformes i samtiden, består samtidens musik jo også i høj grad af musik der aktualiseres i den periode vi lever i. Johann Sebastian Bach blev som bekendt født i det 17. århundrede, men er aldrig blevet spillet så meget som i det 20. århundrede, hvor eksempelvis Glenn Goulds indspilning af Goldbergvariationerne i meget høj grad blev en del af samtiden. Et andet eksempel er hele den bølge af "historisk musik" som blev aktualiseret og skærpet gennem opførelsespraksisbevægelsen, og som medvirkede til at renæssancens vokalmusik blev gjort nærværende og nødvendig, og som inspirerede til nye musikformer som var meget nærmere beslægtet med renæssancens vokalmusik end senmodernismens kunstneriske frembringelser - Arvo Pärt er et indlysende eksempel.
Ideen om at musikhistorien består af en samlet og fremadskridende bevægelse er hverken dækkende eller beskrivende, og forhindrer for mange i at nærme sig musik, som i overfladisk forstand kan afskrives som gammel, fortidig og umoderne og dermed ikke spændende.
Den klassiske musikers fornemmeste opgave er at give samtiden mulighed for den fordybelse og indsigt som fortidens mesterværker giver adgang til, men som forstår at man ikke kan aktualisere fortiden uden at være nærværende i samtiden.
Klassisk musik skal ikke udføres af mennesker der drømmer om at genoplive fortiden, men af mennesker der lever, tænker, føler og skaber i samtiden.
Kunst i luksusfælden
I Danmark foregår det kunstneriske forfald i store smukke, og velholdte bygninger.
Danske orkestre, kor og ensembler er i de seneste tiår blevet drastisk reduceret, men samtidig har man bygget nye koncertsale, operahuse og musikhuse og man kan derfor nemt få den misforståelse at udøvere af klassisk musik er forkælede og snobbede mennesker der kun ønsker at arbejde i store, smukke og luksuriøse bygninger.
Musikere er optaget af musik, instrumenter og akustik, men er fløjtende flintrende ligeglade med lækre og indbydende foyer-, café-, restaurant-, og toiletfaciliteter, og er allermest optaget af om nogen hører og værdsætter den musik de brænder for at give videre.
Der er et markant misforhold mellem prangende ydre form og stærkt svækket indhold. Det er tydeligt at politikerne har mere sans for beton end symfonier.
Lederne af disse institutioners vigtigste opgave er at insistere på indhold, substans og mening. Det vigtigste kunstneriske afsæt er den indre nødvendighed og denne uomgængelige forudsætning skal sikres langt bedre modnings- og udfoldelsesmuligheder. Politikerne skal blive bedre til at forstå og sikre kunstens vilkår, frem for at bygge flere indholdstømte pragthuse.
Det bedste fundament for kunst og kunstnere støbes ikke i beton, men bygges af engagement, forståelse og værdsættelse.
Om at øve sig
Langt de fleste mennesker har en mening om kunst, og der er knap nok noget som så mange mener så meget om med så lille viden, erfaring eller indsigt.
Man ved at kunst gerne må provokere, og at kunstneren helst skal være fattig, depressiv eller noget andet eksotisk, men de fleste forholder sig ikke til hvordan det er at arbejde med kunst, og forstår sjældent de helt praktiske omstændigheder ved den slags arbejde. Kunst er noget der foregår ved koncerten, i teatret eller ved læsningen, men det er jo kun den allersidste mindstedel af en procent man oplever i den situation, og mange har svært ved at forestille sig at en hverdag med kunst indeholder uendelige mængder af helt banalt arbejde, og at det på den allerlængste del af strækningen er fuldstændigt sammenligneligt med enhver anden form for beskæftigelse.
Da jeg selv er musiker kan jeg bedst forklare om hvordan mit eget hverdagsliv former sig.
Som musiker er daglig øvning en fuldstændig nødvendig forudsætning for at kunne passe sit arbejde. De første mange år for at blive dygtigere og dygtigere til at betjene sit instrument, og sidenhen som opretholdelse af niveauet og forhåbentlig fortsat udvikling. Som instrumentalist må man øve sig minimum fire timer om dagen, og man slipper aldrig for at øve sig hvis man fortsat vil være en dygtig musiker - øvning hører med til faget: timer, dage, måneder, år - hele livet.
At høre på nogen der øver sig grundigt og ordentligt er rædselsfuldt - man øver sig jo naturligvis på det man ikke kan, og gentager derfor de samme fraser igen og igen i langsomt tempo. Det eneste det er værre end at høre på mennnesker der øver sig er at høre på den allerførste indstudering af værker - stavende, hver hånd for sig, alt foregår i slow motion. Det eneste der gør det spændende at øve sig er forventningen om hvordan den musik man øver sig på vil komme til at lyde... en gang!
Det er ofte inspirerende at øve sig, men selvfølgelig kan det også være slidsomt, irriterende, trælst og uudholdeligt! Man øver sig fordi musikken kræver det, ikke for at more sig - man arbejder.
De fleste forstår at en sportsmand må træne, og blive ved med at træne, men har svært ved at forstå at musikere har det præcis ligesådan.
Kunst er spændende, men omstændighederne der muliggør den store oplevelse, den fremragende koncert eller den stærke forestilling er forbavsende almindelige - så almindelige at det er meget svært at forklare hvor forudsigelig en musikerarbejdsdag ser ud: Stå op, øve sig - holde pause - øve sig - holde lidt længere pause - øve sig igen, og så fremdeles.
En god og givende arbejdsdag forudsætter ikke meget, men ro til arbejdet er en absolut nødvendighed. Så når du næste gang oplever en musiker der øver/arbejder er det værste du kan gøre at afbryde for at fortælle at det lyder godt.
En musiker der arbejder behøver nemlig kun et instrument og ro, og allerhelst intet som helst andet
Om kunst
Mange taler om kunst som om det er en slags terapi for utilpassede sjæle med et voldsomt behov for at stille deres følelsesliv offentligt til skue, og ofte ledsages kunstværker da også af mere eller mindre hjemmefabrikerede psykoanalyser af maleren, forfatteren eller komponisten - hyppigt suppleret af detaljerede beskrivelser af barndom, levnedsløb, kærlighedsliv, eller ligefrem diagnoser!
Det er altid interessant at vide noget om kunstneren bag værket, men hvis værket ikke taler om andet end kunstneren er det netop terapi og ikke kunst. Det vellykkede værk er ikke en fortælling om kunstneren, men kunstnerens fortælling om liv, død, sorg og håb. De komponister, malere og forfattere jeg værdsætter allerhøjest har på overfladen levet, eller lever ganske ubemærkelsesværdige liv.
Operaen/filmen/bogen om eksempelvis Anton Bruckner, César Franck, Olivier Messiaen, Bernhard Lewkovitch, Søren Ulrik Thomsen, Simon Grotrian eller Arvo Pärt vil næppe blive voldsomt underholdende, dramatisk eller udvendigt fængende fordi deres liv handler om at forme, tænke og forfine. At skabe.
Gode komponister, malere eller forfattere vil hellere forklare om hvad de har skabt end fortælle om hvad, og hvorfor de måtte have følt det ene eller det andet.
Vedkommende og givende kunst glædes, frydes eller fortvivles over livet, døden, sorgen eller håbet, men taler ikke om kunstneren.
Liturgi 2017
Musikken var længe undervejs, og var oprindeligt tænkt som en suite af satser der skulle afspejle de århundreder der er gået siden reformationen, men ideen var ikke gavnlig, og blev siden hen ændret til at opfylde et længe næret ønske, nemlig at skrive en samlet liturgi der rummer alle de bærende tekster der hører til en højmesses form.
Udover de faste messeled (Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus, Agnus Dei), ville jeg meget gerne styrke liturgiens karakter af fortættet gudstjeneste ved at tilføje salmer og bønner. Jeg valgte tekster og melodier fra reformationstiden, og bragte dem i egne udsættelser, eller skrev en ny sats til en ældre tekst.
Satsen over Fader vor blev skrevet først, og var et afgørende skridt i tilblivelsen af musikken, og udgør liturgiens betydningsmæssige midtpunkt. Når man har en midte at bevæge sig ud fra, bliver det nemmere at forestille sig den øvrige musik.
Indledning og afslutning udgøres af to enkle, udtryksfulde og smukke (sungne) bønner af Simon Grotrian. Jeg savnede disse tekster, og blev derfor desto gladere da jeg blev opmærksom på dem.
Liturgi stammer fra det græske ”leiturgia” og betyder ”tjeneste for folket”, og mere specifikt benyttes ordet om en gudstjenesteordning. Jeg har derfor søgt at lade min Liturgi fremstå med de allerenkleste musikalske virkemidler, og ønsker en musik der ved sin klarhed lader ordene fremstå desto stærkere.
Værket kan høres ved disse koncerter:
Onsdag 8/3 i Skt. Johannes Kirke Århus kl. 19.30
Lørdag 19/8 Islev Kirke kl. 16.00
Søndag 22/10 Sct. Mariæ Kirke, Helsingør kl. 16.00
Mandag 23/10 Næstved Tidlig Musikfestival kl. 19.30
Søndag 24/10 Lundehus Kirke kl. 19.30
Onsdag 25/10 Skt. Fillips, Amager 19.30
Torsdag 26/10 Lille Fuglede Kirke kl.19
Lørdag 28/10 kl. 16.00 Vor Frelsers Kirke, Esbjerg
Søndag 29/10 Kl. 16.00 Mariager Kirke
Om processer
Ordet proces betyder blot at noget skrider fremad, men forholder sig ikke kvaliteten eller forventningen om hvad processen måtte føre til. Politikere og kunstnere er nogen af dem der bruger ordet flittigst.
Politikere anvender typisk ordet når de skal signalere at det dårlige man oplever lige nu kun er en midlertidig situation eller forstadie - en strukturel byggeplads hvor der arbejdes med udfordringerne, men løsningen er på vej, og alt vil blive godt når man engang har fået ændret strukturen, og når denne strukturændring har fået tid til at virke vil alt blive godt. Hvis ikke alt bliver godt, er tiden inde til en ny ændring, så man fortsat kan være inde i en god proces...
Anvendelsen af ordet bliver en sproglig fernis der skal dække over midlertidighed, forvirring og uro, og et resultat som man aldrig kan få lov til at forholde sig til, da man jo er inde i en proces.
Kunstnere anvender ofte ordet på en måde der beskriver at processen er langt vigtigere end resultatet, og ofte lyder det som om den spændende proces, som det kræver mange ord at beskrive, er langt mere vigtig end det færdige resultat.
Opmærksomheden henledes på alt det der ligger forud for den situation hvor værket møder lytteren, læseren eller den beskuende, og fjerner på den måde øjets, ørets og forstandens opmærksomhed fra det man møder i nuet. Man bliver på denne måde inviteret ind i værkstedet, men når ikke frem til udstillingen, læseoplevelsen eller koncerten.
Jeg er dybt skeptisk over for både kunstnere og politikeres anvendelse af ordet, og forventer at politikere finder holdbare løsninger frem for at eksperimentere, og at kunstnere skaber modnede og færdige værker som udtrykker sig på en måde der fjerner sporene af det arbejde der ligger forud.
Processen, arbejdet eller besværet der ligger forud for dette er kun et nødvendigt onde.
På det politiske område skal processen føre til politisk handling som løser problemer og skaber gode og velfungerende rammer for borgernes liv.
Den kunstneriske proces skal føre til et værk af en kvalitet og udtrykskraft der gør til en oplevelse at møde værket, netop fordi kunstneren har gjort sit arbejde så godt, at den der møder bogen, musikstykket eller billedet er ganske fri for at beskæftige sig med den proces der ligger forud for det færdige resultat, og som dermed bliver sat fri til at beskæftige sig med sig med det værket udtrykker.
Masser af arbejde, alvorlig grundighed og nyttig tvivl er en helt nødvendig forudsætning hvis noget skal blive godt, men det er det gennemarbejdede og færdige der kan begejstre, fordybe, glæde og gavne.
Solkantate
Da jeg i sommeren 2012 omsider for alvor fik hul på musikken til Solkantate til tekst af Simon Grotrian, var det efter mange tilløb, lange omveje og adskillige mislykkede forsøg.
Når jeg benytter tekst, udvælger jeg selv teksterne, og er overordentlig selektiv, ja ligefrem kræsen - hvis der ikke er forbindelse mellem tekst og komponist kan der ikke komme noget godt ud af det. Selv hos digtere jeg holder meget af er det kun enkelte tekster jeg anvender. Simon Grotrians tekster holder jeg overordentlig meget af, og jeg havde derfor bedt ham om at skrive en tekst der skulle anvendes i forbindelse med et korværk til Vor Frelsers Kirkes 125 års jubilæum i 2012. Simon skriver med en voldsom hast, og få dage efter bestillingen af teksten i efteråret 2010, strømmede der, stort set dagligt, tekster ind - salmetekster, monologer, bønner, og altså en længere tekst med titlen, Solkantate.
Denne tekst var lang, overrumplende, grotesk, morsom og frodig - kort sagt alt det min musik absolut hidtil aldrig havde været, og som jeg ikke ønskede at den skulle være. Jeg havde hidtil fattet mig i yderste korthed, og havde ingen intentioner om at lade min humoristiske sans afspejle sig i min musik. Men, denne tekst krævede det. Det kunne ikke være anderledes.
For at komme i gang måtte jeg først overgive mig til teksten, og lade dens groteske sider, det melodramatiske, humoren og de store spring i udtryk og form være en formende egenskab for musikken.
Ordet kantate gjorde muligt at lade værket indledes af en slags motorisk akkompagneret korkoral "Verden blev så rædselsfuldt uendelig" inspireret af Bach, og i samme tænkning føjede der sig små, nærmest recitativiske arier til. Det melodramatiske fik sit musikalske udtryk i satsen "Sneen blev en fællesnævner", bl.a. ved hjælp af insisterende tonegentagelser, lange crescendi og store klangopbygninger i korsatsen akkompagneret af stadige tonegentagelser i orglets pedalstemme. Det humoristiske og groteske findes bl.a. i satserne "Og dødens hjerne knækker" og i arien "Landingsbanen er min egen tungerullen" og ikke mindst i herrekorssatsen "Destruktivt som Babelstårnet".
Udover disse ekstreme modsætninger rummer teksten mange smukke og skønhedssøgende vers. I satsen "O at balancere" lader jeg koret synge en sats med en meget rolig harmonisk udvikling og mange tonegentagelser.
For at give værket en tydelig sammenhæng, lader jeg værket spejle sig selv, således at elementer fra første del, spejles i slutdelen. Hele værket afspejler mange års arbejde med Simon Grotrians tekster, og mange af satserne rimer musikalsk på tidligere satser - eksemplvis fik satsen "Nu blir natten skarp som peber" en lillebror i Solkantatens "Jeg er ydmyg som en kejser".
Det er spændende og udfordrende at arbejde med tekst - her måtte jeg lære at skrive en anden slags musik end jeg hidtil havde gjort og ønsket. Det var både spændende, givende og lærerigt.
Værket blev uropført i oktober 2012 med Vor Frelsers Kirkes Kor, Helle Ohrt, sopran og Helene Hersbo ved orglet, og blev senere sunget ved en række koncerter i Jylland, på Lolland og Sjælland.
Simon Grotrian og hans tvillingebror, Claus overværede uropførelsen og besøgte efterfølgende familien over en herlig portion gullasch i Ålbæk :)
Om ”klassisk” musik
Betegnelsen "klassisk musik" er misvisende, og er ligeså upræcis og indskrænkende som prædikatet; rytmisk, folkelig eller avantgarde musik.
Ingen kunst er vedkommende blot fordi den er gammel, ung, ny, populær foran eller bagefter.
Et kunstværk kan ikke fra første færd være "klassisk", men kan med tiden måske opnå at blive det. Når man benævner en hel genres musik som "klassisk" fastholder man opfattelsen af musikarten som; fortidig, nostalgisk og goldt konservativ, og ved at betone glæden ved arven fra fortiden så stærkt, risikerer man at samtidsintensitet og nærvær fortoner sig i dyrkelsen af udvendige traditioner og konventioner.
Al vedkommende kunst udspringer af levet liv, og skal derfor undfanges, fødes og modnes til at blive betydende og forklarende for andre end dens ophav - måske endda for mange og i flere generationer. Men først må den være skrøbelig, sart og nyfødt - ankomme til verden, være ung, og dernæst modnes og finde sin plads.
Betegnelsen klassisk musik er altså ikke bare misvisende, men slet og ret skadelig og begrænsende, og vi bør snarest finde på en bedre, klogere og rigtigere betegnelse.
Der er ikke brug for musik eller musikere der blot lever af og for drømmen om fortidens bedrifter, men der er et stærkt behov for musik og musikere der er levende og som derfor ønsker at udtrykke sig og fordybe sig i både samtid og fortid, og som ønsker at give frugterne af denne stræben videre.
Om studietiden
Når jeg hører musikere der for længst har forladt konservatoriets trygge rammer omtale studietiden som den vigtigste periode i deres musikalske liv, bliver jeg altid lidt bedrøvet. En del af disse udtalelser skyldes sikkert aldersbetinget nostalgi og let svigtende hukommelse...:) men desværre hører jeg også ofte en tilkendegivelse af, at det var dengang man havde tid og lejlighed til at koncentrere sig om at spille for alvor - det gør mig lidt trist.
Selvom jeg tilfulde værdsætter de inspirerende og engagerede lærere og medstuderende jeg har mødt i min studietid som jeg på ingen måder kunne eller ville have undværet, har jeg det stik modsat. Jeg var særdeles glad for at slippe ud af den glasklokke (kirkemusikalsk diplomeksamen/syv års studier...) som et konservatorium i høj grad også er. Glad for ikke at være elev men kollega - glad for selv at, indstudere, spille, dirigere og skrive, begå de nødvendige misforståelser, brølere samt diverse under- og overdrivelser, men bestemt også for den glæde det er selv at tage ansvar, at sætte ting i gang. Kort sagt, at være voksen og tage de glæder og knubs det giver.
En væsentlig forudsætning for et frodigt musikmiljø er forskellighed. Vi er som klassiske musikere skolede og opdragede med stærke holdninger til: udtryk, teknik, vibrato, frasering, artikulation, legato, staccato, rubato etc. - altsammen vigtige delelementer af det musikalske sprog som det er særdeles vigtigt at forholde sig til, men som desværre ofte fjerner fokus fra andre og ligeså væsentlige elementer der er helt uundværlige for at gøre både musik og musikerlivet levende, varieret, vedkommende, udfordrende og nødvendigt: indlevelse, mod, selvstændighed, selvdisciplin, erfaring, udholdenhed, vedvarende forundring og begejstring.
Vi både kan og skal lære en masse om alle de musikalske detaljer der kan defineres, men det allervigtigste er at forstå at man i den sidste ende selv har det fulde ansvar. Ved en koncert, gudstjeneste eller undervisningssituation nytter intet eksamensbevis, eller selv nok så godt huskede henvisninger til hvad professor dit eller dat havde læst, forsket i, sagde, gjorde eller tænkte.
Jeg tror at klassiske musikmiljøer kunne opnå betydelig mere frodighed og alsidighed, hvis der blev skruet adskilligt ned for den; tillærte artighed, den triste og ødelæggende rivalisering og angsten for hvad kollegerne dog måtte mene, og i stedet blev skruet en hel del op for: åbenheden og generøsiteten i forhold til medmusikere og forståelsen for, at vi selvfølgelig ikke skal, hverken spille, tænke, synge, dirigere, lyde eller udfolde os på den samme måde.
Når man er færdig med konservatorietiden er den næste store opgave, at stille krævende og helst begavede spørgsmål til alt det man har lært, og ofte helt glemme det.
Det lærer man en helt masse af.
Et konservatorium skal være et udfordrende og spændende lærested, og meget gerne et godt værested - men ikke for evigt:)
Om noder
Jeg har aldrig mødt et menneske der satte spørgsmålstegn ved det fornuftige og gavnlige i at en; lærer, forfatter, journalist, højesteretsdommer - ja, at ethvert barn kan både læse, stave og skrive, til gengæld har jeg mødt rigtig mange der tror, at musikere er mere; rigtige, kreative, spontane og fantasifulde, hvis de ikke kan læse, forstå eller skrive noder. Det er noget sentimentalt sludder, der mener at vide, at det uforarbejdede og selvlærte, af sig skrev, skaber noget nyt og spændende.
Noder er den mest præcise måde at fastholde musikalske tanker, ideer og formmæssige opbygninger, og er derfor en helt nødvendig kunnen for en dygtig og vedkommende musiker. Som både udøvende og skabende, kan man næres af både samtidens og fortidens bedrifter, og på samme tid have de redskaber der gør det muligt at formulere, bearbejde og fastholde sin egen musik.
Man bliver ikke en frugtbar musiker eller komponist ved ikke at kende eller vedkende sig fortiden - det både skærper og styrker at erkende at man ikke er hverken den første eller sidste person på kloden der mener at det at sætte toner, rytmer og stilhed sammen på en tilfredsstillende måde er noget af det vigtigste og lykkeligste i verden.