Om melodier
En melodi er en af de mindste musikalske former, men kan rumme væsentlige, nødvendige og helt uimodståelige kvaliteter.
En melodi føjer sig til en tekst. Den tilføjer ikke noget, men giver den alligevel en ny forståelsesmulighed. Ikke ved at udsmykke og pynte teksten, men ved at værdsætte den og søge at rumme den. I særligt lykkelige øjeblikke, føjer tekst og melodi sig sammen på en måde så der opstår noget helt tredje; en sang eller en salme.
Da tekst og melodi er tæt forbundne, kan det ikke lade sig gøre at skrive en god melodi til en dårlig tekst.
Ofte omtaler vi musik som værende "melodisk", og mener dermed oftest musik der anvender et bestemt sæt af musikalske fraser, men det er en misforståelse der henviser melodien til et alt for møbleret musikalsk rum, hvor forudsigelighed og kedsommelighed hersker.
En god komponist skelner nøje mellem det enkle og det simple, og ved at disse begreber kun på overfladen minder svagt om hinanden. En karakteristisk melodi, kan på en enkel måde rumme noget stort, uden at forsimple det.
En melodi skal have kerne, og vil vise sig slidstærk ved at have selvstændighed. Ligesom det i længden er kedeligt at tale med personer der blot ønsker at indynde sig, er en melodi der er skrevet med samme formål, ligegyldig.
En melodi må fremstå klart og overbevisende, men må samtidig rumme hemmeligheder - hemmeligheder som den endda ofte skjuler for den der mener at have skrevet den, og som ikke endnu har forstået, at en melodi skal være sin egen, og at vi holder af den netop derfor.
Om Rued Langgaard
Rued Langgaard komponerede i 1916 et af de mest foruroligende og særegne stykker musik der nogensinde er skrevet i Danmark.
Sfærernes musik, er en lang frodig og fantasifuld klangmosaik, der med sine dristige orkestrale greb og eksperimenterende klanglige nyskabelser, foregriber en langt senere modernisme. Langgaards ungdom rummede store triumfer, og Sfærernes musik blev uropført i Karlsruhe med betydelig succes.
I år deltager Vor Frelsers Kirkes Kor for første gang i Langgaard Festival, og i netop dette værk. Det er absolut ikke en hovedrolle, men Langgaard sætter meget effektfuldt koret ind i værkets svimmelt virkningsfulde afslutning. Vi glæder os til opgaven!
Musikken er skrevet af en ung fremstormende mand, med en stærk tiltro til egne evner - evner som var af en helt særlig rækkevidde, men som desværre harmonerede ualmindeligt dårligt med de toneangivende kredse i datidens danske musikmiljø.
Mange af den slags "grimme ælling" fortællinger ender lykkeligt, med oprejsning, anerkendelse og ære, men det er desværre ikke tilfældet for Rued Langgaard, hvis sidste år forblev modstandsfyldte og umildnede - en rejse fra svane til særling.
For mig er læren af Danmarks behandling af Langgaard, at det selvfølgelig kan lade sig gøre at knægte og ødelægge et geni. Ved årtiers nedladenhed, negligering, og hånlig omtale, lykkedes det at gøre Langgaard til en bitter mand, hvis kompositioner, efter min mening, også blev præget af denne lange deroute, således at der efterhånden blev ganske langt mellem snapsene. Mod slutningen af sin karriere indtog han nærmest en slags "kunstnerisk fosterstilling", og gentog igen og igen, at N. W. Gade var den største komponist...
Det ændrer dog ikke en tøddel ved betydningen af de bedste værker. Værker, som med rette, placerer Rued Langgaard som en af de vigtigste komponister Danmark har fostret.
Tænk, om vi kunne have rummet både Nielsens helt uvurderlige symfoniske værker, og hans store betydning for det folkelige musikliv, men i lige så høj grad kunne have favnet Langgaards egenrådige og originale musikalske tænkning?
Langgaard Festival i Ribe gør et kolossalt arbejde for at udbrede Rued Langgaards musik, og man kan kun beundre det store og vigtige arbejde som udføres af festivalens leder, Birgitte Ebert.
Opmuntrende mail
Fandt denne opmuntrende besked i mailboksen - så er det da dejligt at komme tilbage fra ferie :)
"Hej Mikkel Andreassen
Tror det var dig, der spillede orgel til min datters bryllup i Vor Frelser Kirke 2. juli kl. 15. Det var fremragende spillet - smukt og udfordrende. Jeg blev forstyrret, revet med og fik en musikalsk oplevelse. Tak for det.
Sikke en lyd og sikke en variation i dit spil. Improviserer du?
Jeg er sjældent i en kirke og hører sjældent kirkeorgel. Hører mest Hammond-orgel til jazz, blues og rock.
Måske skal jeg komme mere i Vor Frelser i Esbjerg...
Har du indspillet noget, man kan købe eller lytte til?
Kærlig hilsen
..... ..........."
Om rytmisk musik i kirken
Jeg er ikke begejstret over de mange tiltag der forsøger at adoptere diverse rytmiske genrer til folkekirkeligt brug, men det er jo langt fra det samme som, at jeg ikke kan lide rytmisk musik.
I min ungdom, og langt ind i konservatorietiden, var jeg aktiv som rytmisk musiker. Nærmere bestemt som keyboardspiller i et nyrock orkester, som jeg postede øveaften efter øveaften, og en masse energi i - jeg blev også rigtig god til at ryge ualmindeligt mange cigaretter!:)
Vi skrev selv alt materialet, og jeg er overbevist om, at min trang til at udforme musik blev væsentligt styrket ved selv at tage ansvar for alle elementer i musik og tekst. Jeg kan ikke spore megen kunnen, inspiration eller resultat af den gabende kedsommelige konservatorieteoriundervisning, hvor kirkemusikken blev fastholdt i et forbenet og uinspireret pastiche-univers, overladt til golde stiløvelser. Lærerne var jævnt hen uinteresserede i, og rystende uvidende om nyere kirkemusik - kirkemusik var udelukkende en historisk genre.
I 80'erne var jeg meget optaget af; Kliché, og senere var Lars H.U.Gs City slang album til tekster af Søren Ulrik Thomsen en åbenbaring. Jeg lyttede meget til Joy Divisions melankolske og skønhedssøgende univers, med det rystende livealbum "Still" som et alvorligt kunstnerisk testamente. Talking Heads er et kapitel for sig - David Byrne er en fremragende komponist/tekstforfatter, og har skrevet en absolut læseværdig bog om musik.
Sidenhen blev jeg begavet med fem børn, som løbende har forsøgt at holde mig opdateret. De to ældste sønner havde en lang intens Kashmir periode, der blev afløst af diverse hammondjazz - Dr. Lonnie Smith er fantastisk - Di Francescos forrygende virtuositet er begejstrende - Ibrahim Electric tilføjer genren en overrumplende humor.
Senest er Radiohead blevet en stor oplevelse - et ualmindeligt begavet orkester. Deres uendeligt smukke harmonik, sikre formsans og udtryksvilje/evne er en kunstnerisk oplevelse, og orkestret har formået at holde en meget høj standard igennem en efterhånden lang karriere.
Jeg kunne nævne mange, mange flere som har formået at udtrykke sig vedkommende, nærværende og tankevækkende, og som har betydet meget for mig, men jeg nøjes med at flette Johnny Cash ind i opremsningen. De sidste udgivelser med en aldret, erfaren godt brugt og alvorlig Cash er bevægende.
Min mangel på begejstring er altså på ingen måde en afvisning af diverse rytmiske genrer, men er båret af en ærgrelse over ufordøjede, uselvstændige og uigennemtænkte forsøg på blot at overføre genrer med helt andre formål og udtryk til folkekirkeligt brug - oftest i form af klodsede efterligninger. Forsøg der ikke tager, hverken musikken, formålet eller kirken alvorligt.
Om Bernhard Lewkovitch
I midten af halvfemserne tog jeg mod til mig, og ringede til Bernhard Lewkovitch for at bede ham undervise mig i komposition.
Bernhard Lewkovitchs kormusik er noget af det fornemmeste der er komponeret i Danmark, og jeg havde i lang tid tænkt på at opsøge ham, men som mange andre frygtede jeg at blive vurderet som dilletant, og derfor afvist.
Jeg blev modtaget med den allerstørste venlighed, interesse, varme og opmærksomhed. Jeg har aldrig i mit liv oplevet så nærværende og koncentreret undervisning som hos denne kloge, og på overfladen stille mand. Bernhard Lewkovitch rummer en levende, lidenskabelig og usædvanlig dyb indsigt i vokalmusik, liturgik og kirkemusik.
Beslutningen om at opsøge hans vejledning er den klogeste i mit musikalske liv. Hos ham er der ingen overvejelser, afvejninger eller afprøvninger der må udelades - viskelæderet er vigtigere end blyanten, og enhver node der kan undværes, bør udelades, så kun det nødvendige bliver stående.
Vore givende og dybt inspirerende musikalske møder strakte sig over 4-5 år, og blev afsluttet da jeg havde komponeret en Missa Brevis som han anså for mit svendestykke, og som han derfor bad om lov til at beholde.
Jeg taler af og til med ham, og modtager i ny og næ en opmuntrende og varmende mail fra ham, og ikke mindst er han meget nærværende når jeg afprøver en harmonisk forbindelse, en stemmeføring eller en mulig forbedring - han har om nogen lært mig, at musik fortjener det allerbedste du kan yde.
Bernhard Lewkovitch er født i 1927, men er yderst åndsfrisk. Sidst modtog jeg en mail på min 50 års fødselsdag, hvor han skrev at han var stolt af at have været min lærer. Det var en smuk gave som jeg er meget taknemmelig for.
Bernhard Lewkovitch er en mand jeg skylder meget, og jeg glæder mig til stadighed over den interesse, opmærksomhed og opmuntring han vedholdende har givet mig.
Max Reger og Peter Møller
Når jeg i morgen aften indleder en hel koncert med musik af Max Reger ved at spille Fantasi og Fuga i d mol Op. 135b ved Vor Frelsers Kirkes gamle Marcussenorgel, binder det en masse personlige historier sammen.
Dette instrument er for mig helt uløseligt forbundet med min højt elskede lærer, Peter Møller, som jeg studerede hos i hele min konservatorietid. Peter var mit første store forbillede og er en af mine vigtigste musikalske faderfigurer.
Jeg ser ham for mig ved instrumentet - svajende, brummende og medrevet - han var en fantastisk musiker, og en fremragende lærer.
Netop dette stykke, spillet på samme instrument, indgik min første rigtige solokoncert i sommeren 1989. Koncerten var kommet i stand på Peters foranledning, og var en slags trøstepræmie fordi jeg ikke måtte deltage i en masterclass i Belgien, som jeg ellers var udtaget til, da jeg ikke var "post graduate".
At Peter var rigtig god til at spille musik af Max Reger, og i at han i lange perioder af sit liv levede fuldt ud ligeså selvdestruktivt som Reger, hører også med til billedet. Regers voldsomt polariserede musik - spændt ud mellem skønhedssøgende inderlighed og højspændt lidenskabelighed, passede godt til Peters kunstneriske gemyt.
Dagen efter denne koncert ringede min egen far og sagde, "det var rigtig godt spillet" - han roste ellers kun yderst sjældent, og det er faktisk mit første minde om helt ubetinget anerkendelse fra ham - så også det betyder en hel del.
Når man har arbejdet og levet sammen med musik så længe, væver den sig tæt sig sammen med hele ens liv, og bliver en helt uadskillelig del af det.