Jeg er ikke begejstret over de mange tiltag der forsøger at adoptere diverse rytmiske genrer til folkekirkeligt brug, men det er jo langt fra det samme som, at jeg ikke kan lide rytmisk musik.
I min ungdom, og langt ind i konservatorietiden, var jeg aktiv som rytmisk musiker. Nærmere bestemt som keyboardspiller i et nyrock orkester, som jeg postede øveaften efter øveaften, og en masse energi i – jeg blev også rigtig god til at ryge ualmindeligt mange cigaretter!:)
Vi skrev selv alt materialet, og jeg er overbevist om, at min trang til at udforme musik blev væsentligt styrket ved selv at tage ansvar for alle elementer i musik og tekst. Jeg kan ikke spore megen kunnen, inspiration eller resultat af den gabende kedsommelige konservatorieteoriundervisning, hvor kirkemusikken blev fastholdt i et forbenet og uinspireret pastiche-univers, overladt til golde stiløvelser. Lærerne var jævnt hen uinteresserede i, og rystende uvidende om nyere kirkemusik – kirkemusik var udelukkende en historisk genre.
I 80’erne var jeg meget optaget af; Kliché, og senere var Lars H.U.Gs City slang album til tekster af Søren Ulrik Thomsen en åbenbaring. Jeg lyttede meget til Joy Divisions melankolske og skønhedssøgende univers, med det rystende livealbum “Still” som et alvorligt kunstnerisk testamente. Talking Heads er et kapitel for sig – David Byrne er en fremragende komponist/tekstforfatter, og har skrevet en absolut læseværdig bog om musik.
Sidenhen blev jeg begavet med fem børn, som løbende har forsøgt at holde mig opdateret. De to ældste sønner havde en lang intens Kashmir periode, der blev afløst af diverse hammondjazz – Dr. Lonnie Smith er fantastisk – Di Francescos forrygende virtuositet er begejstrende – Ibrahim Electric tilføjer genren en overrumplende humor.
Senest er Radiohead blevet en stor oplevelse – et ualmindeligt begavet orkester. Deres uendeligt smukke harmonik, sikre formsans og udtryksvilje/evne er en kunstnerisk oplevelse, og orkestret har formået at holde en meget høj standard igennem en efterhånden lang karriere.
Jeg kunne nævne mange, mange flere som har formået at udtrykke sig vedkommende, nærværende og tankevækkende, og som har betydet meget for mig, men jeg nøjes med at flette Johnny Cash ind i opremsningen. De sidste udgivelser med en aldret, erfaren godt brugt og alvorlig Cash er bevægende.
Min mangel på begejstring er altså på ingen måde en afvisning af diverse rytmiske genrer, men er båret af en ærgrelse over ufordøjede, uselvstændige og uigennemtænkte forsøg på blot at overføre genrer med helt andre formål og udtryk til folkekirkeligt brug – oftest i form af klodsede efterligninger. Forsøg der ikke tager, hverken musikken, formålet eller kirken alvorligt.