Når jeg hører musikere der for længst har forladt konservatoriets trygge rammer omtale studietiden som den vigtigste periode i deres musikalske liv, bliver jeg altid lidt bedrøvet. En del af disse udtalelser skyldes sikkert aldersbetinget nostalgi og let svigtende hukommelse…🙂 men desværre hører jeg også ofte en tilkendegivelse af, at det var dengang man havde tid og lejlighed til at koncentrere sig om at spille for alvor – det gør mig lidt trist.
Selvom jeg tilfulde værdsætter de inspirerende og engagerede lærere og medstuderende jeg har mødt i min studietid som jeg på ingen måder kunne eller ville have undværet, har jeg det stik modsat. Jeg var særdeles glad for at slippe ud af den glasklokke (kirkemusikalsk diplomeksamen/syv års studier…) som et konservatorium i høj grad også er. Glad for ikke at være elev men kollega – glad for selv at, indstudere, spille, dirigere og skrive, begå de nødvendige misforståelser, brølere samt diverse under- og overdrivelser, men bestemt også for den glæde det er selv at tage ansvar, at sætte ting i gang. Kort sagt, at være voksen og tage de glæder og knubs det giver.
En væsentlig forudsætning for et frodigt musikmiljø er forskellighed. Vi er som klassiske musikere skolede og opdragede med stærke holdninger til: udtryk, teknik, vibrato, frasering, artikulation, legato, staccato, rubato etc. – altsammen vigtige delelementer af det musikalske sprog som det er særdeles vigtigt at forholde sig til, men som desværre ofte fjerner fokus fra andre og ligeså væsentlige elementer der er helt uundværlige for at gøre både musik og musikerlivet levende, varieret, vedkommende, udfordrende og nødvendigt: indlevelse, mod, selvstændighed, selvdisciplin, erfaring, udholdenhed, vedvarende forundring og begejstring.
Vi både kan og skal lære en masse om alle de musikalske detaljer der kan defineres, men det allervigtigste er at forstå at man i den sidste ende selv har det fulde ansvar. Ved en koncert, gudstjeneste eller undervisningssituation nytter intet eksamensbevis, eller selv nok så godt huskede henvisninger til hvad professor dit eller dat havde læst, forsket i, sagde, gjorde eller tænkte.
Jeg tror at klassiske musikmiljøer kunne opnå betydelig mere frodighed og alsidighed, hvis der blev skruet adskilligt ned for den; tillærte artighed, den triste og ødelæggende rivalisering og angsten for hvad kollegerne dog måtte mene, og i stedet blev skruet en hel del op for: åbenheden og generøsiteten i forhold til medmusikere og forståelsen for, at vi selvfølgelig ikke skal, hverken spille, tænke, synge, dirigere, lyde eller udfolde os på den samme måde.
Når man er færdig med konservatorietiden er den næste store opgave, at stille krævende og helst begavede spørgsmål til alt det man har lært, og ofte helt glemme det.
Det lærer man en helt masse af.
Et konservatorium skal være et udfordrende og spændende lærested, og meget gerne et godt værested – men ikke for evigt:)