Langt de fleste mennesker har en mening om kunst, og der er knap nok noget som så mange mener så meget om med så lille viden, erfaring eller indsigt.
Man ved at kunst gerne må provokere, og at kunstneren helst skal være fattig, depressiv eller noget andet eksotisk, men de fleste forholder sig ikke til hvordan det er at arbejde med kunst, og forstår sjældent de helt praktiske omstændigheder ved den slags arbejde. Kunst er noget der foregår ved koncerten, i teatret eller ved læsningen, men det er jo kun den allersidste mindstedel af en procent man oplever i den situation, og mange har svært ved at forestille sig at en hverdag med kunst indeholder uendelige mængder af helt banalt arbejde, og at det på den allerlængste del af strækningen er fuldstændigt sammenligneligt med enhver anden form for beskæftigelse.
Da jeg selv er musiker kan jeg bedst forklare om hvordan mit eget hverdagsliv former sig.
Som musiker er daglig øvning en fuldstændig nødvendig forudsætning for at kunne passe sit arbejde. De første mange år for at blive dygtigere og dygtigere til at betjene sit instrument, og sidenhen som opretholdelse af niveauet og forhåbentlig fortsat udvikling. Som instrumentalist må man øve sig minimum fire timer om dagen, og man slipper aldrig for at øve sig hvis man fortsat vil være en dygtig musiker – øvning hører med til faget: timer, dage, måneder, år – hele livet.
At høre på nogen der øver sig grundigt og ordentligt er rædselsfuldt – man øver sig jo naturligvis på det man ikke kan, og gentager derfor de samme fraser igen og igen i langsomt tempo. Det eneste det er værre end at høre på mennnesker der øver sig er at høre på den allerførste indstudering af værker – stavende, hver hånd for sig, alt foregår i slow motion. Det eneste der gør det spændende at øve sig er forventningen om hvordan den musik man øver sig på vil komme til at lyde… en gang!
Det er ofte inspirerende at øve sig, men selvfølgelig kan det også være slidsomt, irriterende, trælst og uudholdeligt! Man øver sig fordi musikken kræver det, ikke for at more sig – man arbejder.
De fleste forstår at en sportsmand må træne, og blive ved med at træne, men har svært ved at forstå at musikere har det præcis ligesådan.
Kunst er spændende, men omstændighederne der muliggør den store oplevelse, den fremragende koncert eller den stærke forestilling er forbavsende almindelige – så almindelige at det er meget svært at forklare hvor forudsigelig en musikerarbejdsdag ser ud: Stå op, øve sig – holde pause – øve sig – holde lidt længere pause – øve sig igen, og så fremdeles.
En god og givende arbejdsdag forudsætter ikke meget, men ro til arbejdet er en absolut nødvendighed. Så når du næste gang oplever en musiker der øver/arbejder er det værste du kan gøre at afbryde for at fortælle at det lyder godt.
En musiker der arbejder behøver nemlig kun et instrument og ro, og allerhelst intet som helst andet