Mange taler om kunst som om det er en slags terapi for utilpassede sjæle med et voldsomt behov for at stille deres følelsesliv offentligt til skue, og ofte ledsages kunstværker da også af mere eller mindre hjemmefabrikerede psykoanalyser af maleren, forfatteren eller komponisten – hyppigt suppleret af detaljerede beskrivelser af barndom, levnedsløb, kærlighedsliv, eller ligefrem diagnoser!
Det er altid interessant at vide noget om kunstneren bag værket, men hvis værket ikke taler om andet end kunstneren er det netop terapi og ikke kunst. Det vellykkede værk er ikke en fortælling om kunstneren, men kunstnerens fortælling om liv, død, sorg og håb. De komponister, malere og forfattere jeg værdsætter allerhøjest har på overfladen levet, eller lever ganske ubemærkelsesværdige liv.
Operaen/filmen/bogen om eksempelvis Anton Bruckner, César Franck, Olivier Messiaen, Bernhard Lewkovitch, Søren Ulrik Thomsen, Simon Grotrian eller Arvo Pärt vil næppe blive voldsomt underholdende, dramatisk eller udvendigt fængende fordi deres liv handler om at forme, tænke og forfine. At skabe.
Gode komponister, malere eller forfattere vil hellere forklare om hvad de har skabt end fortælle om hvad, og hvorfor de måtte have følt det ene eller det andet.
Vedkommende og givende kunst glædes, frydes eller fortvivles over livet, døden, sorgen eller håbet, men taler ikke om kunstneren.