Da jeg i sommeren 2012 omsider for alvor fik hul på musikken til Solkantate til tekst af Simon Grotrian, var det efter mange tilløb, lange omveje og adskillige mislykkede forsøg.
Når jeg benytter tekst, udvælger jeg selv teksterne, og er overordentlig selektiv, ja ligefrem kræsen – hvis der ikke er forbindelse mellem tekst og komponist kan der ikke komme noget godt ud af det. Selv hos digtere jeg holder meget af er det kun enkelte tekster jeg anvender. Simon Grotrians tekster holder jeg overordentlig meget af, og jeg havde derfor bedt ham om at skrive en tekst der skulle anvendes i forbindelse med et korværk til Vor Frelsers Kirkes 125 års jubilæum i 2012. Simon skriver med en voldsom hast, og få dage efter bestillingen af teksten i efteråret 2010, strømmede der, stort set dagligt, tekster ind – salmetekster, monologer, bønner, og altså en længere tekst med titlen, Solkantate.
Denne tekst var lang, overrumplende, grotesk, morsom og frodig – kort sagt alt det min musik absolut hidtil aldrig havde været, og som jeg ikke ønskede at den skulle være. Jeg havde hidtil fattet mig i yderste korthed, og havde ingen intentioner om at lade min humoristiske sans afspejle sig i min musik. Men, denne tekst krævede det. Det kunne ikke være anderledes.
For at komme i gang måtte jeg først overgive mig til teksten, og lade dens groteske sider, det melodramatiske, humoren og de store spring i udtryk og form være en formende egenskab for musikken.
Ordet kantate gjorde muligt at lade værket indledes af en slags motorisk akkompagneret korkoral “Verden blev så rædselsfuldt uendelig” inspireret af Bach, og i samme tænkning føjede der sig små, nærmest recitativiske arier til. Det melodramatiske fik sit musikalske udtryk i satsen “Sneen blev en fællesnævner”, bl.a. ved hjælp af insisterende tonegentagelser, lange crescendi og store klangopbygninger i korsatsen akkompagneret af stadige tonegentagelser i orglets pedalstemme. Det humoristiske og groteske findes bl.a. i satserne “Og dødens hjerne knækker” og i arien “Landingsbanen er min egen tungerullen” og ikke mindst i herrekorssatsen “Destruktivt som Babelstårnet”.
Udover disse ekstreme modsætninger rummer teksten mange smukke og skønhedssøgende vers. I satsen “O at balancere” lader jeg koret synge en sats med en meget rolig harmonisk udvikling og mange tonegentagelser.
For at give værket en tydelig sammenhæng, lader jeg værket spejle sig selv, således at elementer fra første del, spejles i slutdelen. Hele værket afspejler mange års arbejde med Simon Grotrians tekster, og mange af satserne rimer musikalsk på tidligere satser – eksemplvis fik satsen “Nu blir natten skarp som peber” en lillebror i Solkantatens “Jeg er ydmyg som en kejser”.
Det er spændende og udfordrende at arbejde med tekst – her måtte jeg lære at skrive en anden slags musik end jeg hidtil havde gjort og ønsket. Det var både spændende, givende og lærerigt.
Værket blev uropført i oktober 2012 med Vor Frelsers Kirkes Kor, Helle Ohrt, sopran og Helene Hersbo ved orglet, og blev senere sunget ved en række koncerter i Jylland, på Lolland og Sjælland.
Simon Grotrian og hans tvillingebror, Claus overværede uropførelsen og besøgte efterfølgende familien over en herlig portion gullasch i Ålbæk 🙂