Rued Langgaard komponerede i 1916 et af de mest foruroligende og særegne stykker musik der nogensinde er skrevet i Danmark.

Sfærernes musik, er en lang frodig og fantasifuld klangmosaik, der med sine dristige orkestrale greb og eksperimenterende klanglige nyskabelser, foregriber en langt senere modernisme. Langgaards ungdom rummede store triumfer, og Sfærernes musik blev uropført i Karlsruhe med betydelig succes.

I år deltager Vor Frelsers Kirkes Kor for første gang i Langgaard Festival, og i netop dette værk. Det er absolut ikke en hovedrolle, men Langgaard sætter meget effektfuldt koret ind i værkets svimmelt virkningsfulde afslutning. Vi glæder os til opgaven!

Musikken er skrevet af en ung fremstormende mand, med en stærk tiltro til egne evner – evner som var af en helt særlig rækkevidde, men som desværre harmonerede ualmindeligt dårligt med de toneangivende kredse i datidens danske musikmiljø.

Mange af den slags “grimme ælling” fortællinger ender lykkeligt, med oprejsning, anerkendelse og ære, men det er desværre ikke tilfældet for Rued Langgaard, hvis sidste år forblev modstandsfyldte og umildnede – en rejse fra svane til særling.

For mig er læren af Danmarks behandling af Langgaard, at det selvfølgelig kan lade sig gøre at knægte og ødelægge et geni. Ved årtiers nedladenhed, negligering, og hånlig omtale, lykkedes det at gøre Langgaard til en bitter mand, hvis kompositioner, efter min mening, også blev præget af denne lange deroute, således at der efterhånden blev ganske langt mellem snapsene. Mod slutningen af sin karriere indtog han nærmest en slags “kunstnerisk fosterstilling”, og gentog igen og igen, at N. W. Gade var den største komponist…

Det ændrer dog ikke en tøddel ved betydningen af de bedste værker. Værker, som med rette, placerer Rued Langgaard som en af de vigtigste komponister Danmark har fostret.

Tænk, om vi kunne have rummet både Nielsens helt uvurderlige symfoniske værker, og hans store betydning for det folkelige musikliv, men i lige så høj grad kunne have favnet Langgaards egenrådige og originale musikalske tænkning?

Langgaard Festival i Ribe gør et kolossalt arbejde for at udbrede Rued Langgaards musik, og man kan kun beundre det store og vigtige arbejde som udføres af festivalens leder, Birgitte Ebert.