Betegnelsen “klassisk musik” er misvisende, og er ligeså upræcis og indskrænkende som prædikatet; rytmisk, folkelig eller avantgarde musik.

Ingen kunst er vedkommende blot fordi den er gammel, ung, ny, populær foran eller bagefter.

Et kunstværk kan ikke fra første færd være “klassisk”, men kan med tiden måske opnå at blive det. Når man benævner en hel genres musik som “klassisk” fastholder man opfattelsen af musikarten som; fortidig, nostalgisk og goldt konservativ, og ved at betone glæden ved arven fra fortiden så stærkt, risikerer man at samtidsintensitet og nærvær fortoner sig i dyrkelsen af udvendige traditioner og konventioner.

Al vedkommende kunst udspringer af levet liv, og skal derfor undfanges, fødes og modnes til at blive betydende og forklarende for andre end dens ophav – måske endda for mange og i flere generationer. Men først må den være skrøbelig, sart og nyfødt – ankomme til verden, være ung, og dernæst modnes og finde sin plads.

Betegnelsen klassisk musik er altså ikke bare misvisende, men slet og ret skadelig og begrænsende, og vi bør snarest finde på en bedre, klogere og rigtigere betegnelse.

Der er ikke brug for musik eller musikere der blot lever af og for drømmen om fortidens bedrifter, men der er et stærkt behov for musik og musikere der er levende og som derfor ønsker at udtrykke sig og fordybe sig i både samtid og fortid, og som ønsker at give frugterne af denne stræben videre.